Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Fælledens problem





Fælledens problem

Jeg bruger løs, de andre betaler

(Gl. artikel fra marts 1972 i Bo Bedre)

Af Torkil Olesen

Torkil Olesen skriver her om 'fælledens problem', der opstår, når flere holder husdyr på det samme areal: I så fald kan det betale sig for den enkelte at forøge med et dyr - de andre betaler jo.
Men er det ikke det samme, vi oplever I dag, når det gælder den klode, vi alle skal leve på?

Nu er det vist gået op for de allerfleste, at forureningsproblemet er alvorligt; men det kniber stadig lidt med at forstå, at sagen ikke bare drejer sig om, at mængden af madpapir, øl-flasker, skrammel og andre uhumskheder er øget. Det er ikke 'kun' et mængdespørgsmål; naturen har slået katastrofe-alarm; vor eksistens er truet, og vi må reagere ud fra denne forudsætning.

Der må med det samme iværksættes forholdsregler, som giver os et pusterum; men selv dette er ikke tilstrækkeligt. En så alvorlig alarm bør få os til at overveje, hvordan, det kunne gå til, at vi så at sige blev taget på sengen. Der må være en fundamental fejl i det menneskelige livssystem.

Denne fejl kan illustreres ved at gå tilbage i menneskets historie. Vi levede engang som jægere af det bytte, vi kunne få fat på. Senere begyndte vi at holde husdyr, og da dette blev kombineret med fast bopæl, opstod et problem, som passende kan kaldes fælledens problem.

Når flere mennesker holder kvæg på samme areal, vil den enkelte have fordel af at holde så mange dyr som muligt.
Ulemperne ved at forøge med et dyr fordeles jo på de andre, mens man selv høster fordelene.

Da flere fandt ud af dette, blev arealet 'overgræsset', og kvæget døde. Det kunne naturligvis ikke gå, og man delte derfor arealet, så hver fik ansvar for sin del.

Dette er i grove træk udviklingen frem til vor tid med fastboende landmænd, der hver ejer deres jord. Fælledens problem var klaret i første omgang; men nu kommer det igen.

Der er nemlig også fordel for den enkelte ved at bruge løs af Jordens fælles ressourcer. Ulemperne betales af samfundet. Man kan bruge luft og vand i produktionen og forurene naturen næsten uden følger tor én selv; samfundet må klare oprydningen, og til oprydningsarbejdet bidrager den enkelte kun som én af mange, hvorimod fortjenesten tilhører den enkelte.

Derfor er der fordel ved at bruge så meget som muligt - og dermed svine så meget som muligt.

Når man rigtigt har forstået fælledens problem, kan man ikke undgå at indse, at det aldrig kan gå godt i længden. Men desværre kan vi ikke klare sagen ved at tildele hver enkelt sin del af ressourcerne. Vi kan ikke dele vand og luft, som vi tidligere delte jorden.

Vi må finde på noget andet, og en at de mulige løsninger består i at vende vort system om.

I øjeblikket er det sådan, at alt er tilladt, medmindre det er forbudt. Man har lov til at omgå lovene. Man har lov til at fremstille et kemikalie eller medikament, hvis det ikke direkte er forbudt. Det påhviler så godt som uden undtagelse samfundet at bevise produktets farlighed og at udbedre de skader, det forårsager.

Og hvis samfundet stopper et produkt, kan en hensynsløs fabrikant blot finde et andet, hvis skadevirkninger først viser sig år senere, og så skal samfundet til at bevise og udbedre, mens fabrikanten starter på den næste omgang.

Der er ingen teknisk løsning herpå. Systemet må vendes, så bevisbyrden og ansvaret ligger hos den enkelte: Alt er forbudt, indtil det bliver tilladt. Så enkel er løsningen.

Den vil givetvis medføre et kraftigt indgreb i vor selvstændighed, men det er en løsning - og hvem kan i en fart finde på en bedre, mens alarmklokkerne ringer?

Sagen gælder 'projekt overlevelse'.

Tilføjelse 14.6.17: Princippet fra Galaktisk Kodeks vil kunne løse sagen!.



Global heling - Tillid - Spejling - Kærlighed - Uendelig variation


Må gengives med kildeangivelse
Spørgsmål og kommentarer er velkomne: torkilo@comxnet(dot)dk
© Torkil Olesen, marts 1972, htm: 14.6.17

Opdateret 14/06/2017

Besøg  
107531