Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Udvalgte oplevelser fra mit liv





Brikker fra mit livs puslespil

Torkil Olesen:

Brikker fra mit livs puslespil

Jeg har samlet de livsbrikker, som jeg mener har haft størst betydning for udviklingen af mine ideer og opdagelser. Jeg har prøvet at skildre begivenhederne så åbenhjertigt og reelt, som det er mig muligt, men set i det subjektive perspektiv, hvori jeg har oplevet dem. Min mor var fra sin mor opdraget til, at sygdom var noget, der skulle og kunne overvindes. Specielt kan nævnes forkølelse, som 'skulle have lov til at rase ud'. Hvis der var tegn til sygdom, måtte min mor stå op tidligere end ellers for at prøve, om det ikke fortog sig.
Mor var knap så streng som mormor, men der skal ikke bruges ret mange fingre til at tælle de medicinpiller (alt iberegnet undtagen vitaminer), som jeg har taget igennem livet. Det lå i luften, at man kunne blive syg igennem overbeskyttelse. Jeg ved ikke, om jeg har haft mindre forkølelse, men jeg har i hvert fald forsømt langt mindre end gennemsnittet.

Skoletid i Århus

Trosmæssigt fungerede det ikke for mig. Jeg bad aftenbøn og havde en vis inderlighed fra min mor, men troslæren kunne jeg ikke få til at hænge sammen. I skolen skulle jeg vide, men i kristendommen skulle jeg tro. Jeg husker, at jeg var særdeles kritisk under konfirmationsforberedelsen, der ikke hjalp mig - snarere tværtimod - skønt jeg havde en dygtig præst. Jeg lærte en masse fakta om den kristne teologi, men jeg syntes, der var for meget, der ikke stemte.
Mit bibelord: "Og udfør jeres tjeneste med villigt sind, som om I tjente Herren og ikke mennesker" (Ef. 6,7) blev dog efterhånden mere og mere værdifuldt for mig. Jeg er utallige gange med undren vendt tilbage til bibelordet, fordi jeg måtte erkende, at det var lige nøjagtigt, hvad jeg ikke kunne frigøre mig af. Mennesketilværelsen kunne se ud som kaos, men var der alligevel en styring?
Jeg kunne ikke tro på den måde, som der blev sagt, at man skulle, men jeg kunne bede om, at Gud - hvis en sådan eller noget sådant eksisterede - ville finde en vej, så også jeg kunne komme til at tro!

Studietid i København 1956-61

Ind imellem førte jeg lange teologiske diskussioner. Den kristne teologi forekom mig mere og mere umulig, desto mere jeg lærte om den. Det var min opfattelse, at det var galt med selve roden i den kristne teologi. Trosforskelle i de forskellige grene forekom mig uvæsentlige, hvis roden ikke var i orden. Lad mig give et enkelt eksempel på min fundamentale uenighed med den kristne teologi.
Hvis jeg skulle tro på en GUD, så kunne det i hvert fald ikke være Jesus fra Nazareth. Mit perspektiv af skaberværket - såvel på Jorden som i det kendte univers - gjorde det til en umulighed, at GUD ville kunne rummes i et menneske. GUD måtte være umådelig meget mere omfattende. Jeg ville kunne gå med til, at GUD manifesterede nogle træk igennem en menneskeskikkelse, og jeg ville sagtens kunne acceptere Jesus som et sådant menneske.
Jeg prøver en analogi: En vanddråbe har træk tilfælles med havet, og vi kan lære noget om vandet i havet igennem vanddråben, men vanddråben er ikke havet og rummer umådeligt meget mindre end havet. For mig var det indlysende, at Jesus Kristus ikke kunne være GUD, men det er dette, som den kristne teologi lærer.
Sagen klares ikke med at udtrykke, at GUD er ufattelig, og at kristendommen er et paradoks, som må tros. Det forkerte består i, at man har villet formindske GUD til at kunne være i menneskeskikkelse. GUD er blevet dannet i menneskets billede. Det er denne uhyre indsnævring af gudsbegrebet, som jeg gjorde oprør imod. Praktisk drejer det sig om, hvorvidt Jesus er en ophøjet Gud, som vi kan lave billeder af, bøje os for og tilbede, eller om Jesus er et menneske, der har anvist nogle leveregler, som vi skulle prøve at efterleve. Vi kunne måske alle lære at helbrede!
Jeg havde også en del kontakt med folk, der brugte bibelskriftsteder som forskrifter for deres liv. Jeg fik det indtryk, at man kunne få bibelen til at passe på næsten hvadsomhelst, man ønskede.

Tandlæge i Århus 1961

Efter en kort rekruttid blev jeg militærtandlæge og senere skoletandlæge i Århus. Jeg var utilfreds med det arbejde, jeg udførte. Det generede mig, at det gjorde ondt, og det førte til min interesse for sammenhængen imellem tillid og smerte.
Materialerne var også for dårlige. Jeg skulle bortbore alt for megen sund tandsubstans, og der kom alt for tit huller ved siden af tidligere lagte fyldninger. Materialerne var muligvis brugbare med den rette teknik, men i så fald var der noget galt med gennemsnitstandlægen.
Det var mig ikke nok, at sundhedsmyndighederne var tilfredse, og at jeg kunne have en sikker indtjening med udsigt til hurtigt at blive overtandlæge i en kommune, hvis jeg ønskede det.
Der måtte være en anden udvej. Hullerne i tænderne måtte være udtryk for en degenerationsproces. Hvorfor fungerede organismens ellers så perfekte forsvar ikke ved tænderne? Noget måtte gemme sig her. Biologiske og kemiske processer kan normalt gå begge veje. Ville nedbrydningen af tænder også kunne vendes? Tanker af denne art grundlagde min interesse for alternativ helbredelse.

Min religiøse søgen bragte mig i forbindelse med teosofien, hvis motto: "Ingen religion er højere end sandheden" stadig vil kunne gælde for mig. Formålene med "at opmuntre til sammenlignende forskning i religion, filosofi og videnskab og til at undersøge ukendte, hidtil uopklarede naturlove og menneskets skjulte kræfter" svarede også helt til mine.
Igennem de følgende år lærte jeg meget af teosofien. Jeg blev bl.a. teoretisk overbevist om det sandsynlige i genfødsel, der ville kunne forklare uretfærdighederne i verden og fødsel af genier, fordi vi fødes med egenskaber erhvervet i tidligere liv.
Senere læste jeg bøger af vor landsmand Martinus og blev meget optaget af ham. Jeg vil fremhæve et eksempel på hans logik. Man hævder, at Gud er algod, almægtig og alvidende. Hvis Gud er alvidende, så kender han elendigheden på jorden; hvis Gud er algod, så vil han ændre den, og hvis han er almægtig, så kan han gøre det. Da det ikke sker, må der være noget galt i påstanden om, at Gud er algod, alvidende og almægtig.
Her var endelig en, der klart kunne udtrykke noget af det, som jeg havde gået og tumlet med. Opfattelsen af, at de forskellige religioner ser det samme guddommelige lys igennem mere eller mindre rent og farvet glas, sidder stadigt som et centralt billede i min kosmologi.
Et par for mig meget afgørende brikker gav Martinus ved at udtrykke "det onde som det ubehagelige gode" og ved at forklare smerte som nødråb fra cellerne, hvorfor man bør tænke kærligt på de syge steder. Jeg forstod dog ikke helt rækkevidden dengang.

Jeg blev senere medlem af en gruppe rosenkreutzere, og det var vel nok her, at jeg følte det dybeste slægtskab. Jeg vil fremhæve udsagnet: "Lad roserne blomstre på dit kors". Der hentydedes hermed dels til det anvendte symbol og dels mentes noget i retning af: 'Lad grokraft strømme til dine talenter'.
Der kan findes noget godt hos alle allevegne. Det samme udtrykkes i fortællingen om Mesteren, der sammen med sine disciple ser et stinkende kadaver og udbryder: "Se hvilke skønne tænder".
Jeg blev også stærkt påvirket af opfattelsen af, at det virkeligt værdifulde her i universet er gratis og bør videregives uden fortjeneste. 'Det, du får for intet, bør du give videre for intet.' Det vedrørte helt klart såvel det åndelige som det sundhedsmæssige, idet evne til at helbrede ansås for at være en kraft med oprindelse uden for mennesket.
Tydeligst i erindringen står den livsglæde, som Henry Ytting udstrålede især i en lukket kreds. Han havde en smittende optimistisk tro på, at alt ville ordne sig, og "hvor har vi det dog dejligt", som han tit sagde.
Foruden at studere, hvad jeg kunne få fat på inden for mine hovedemner: religion og helbredelse, deltog jeg regelmæssigt i møder afholdt hos Erna Frislev. Jeg oplevede her igennem adskillige år et vidtfavnende spektrum af emner inden for det, vi dengang kaldte det 'åndelige'. Det var værdifuldt for mig at kunne drøfte disse mange emner uden at blive sat i bås.

Efter et sabbatår kom jeg i forbindelse med en idealistisk forlægger Knud Tågholt, der kom til at betyde meget for mig. Han havde en aldrig svigtende, ægte interesse for at anskue emner - af næsten enhver art - fra nye synsvinkler. Det var meget værdifuldt for en, der som jeg, elsker at træde nye fodspor. Jeg skønnede nok alt for lidt på det, idet jeg ikke var klar over, hvor yderst sjældne sådanne mennesker er. Min mor var også sådan, og jeg troede, at det var ret almindeligt.
Jeg arbejdede i forlaget og blev medredaktør af tidsskriftet: Centrum og Horisont. Jeg havde det godt, men følte at jeg ikke rigtig havde evner for at sælge, hvad der jo var nødvendigt for at overleve som forlægger.
Min egentlige og dybe interesse var filosofi, religion og helbredelse, men jeg kunne ikke finde noget sted, hvor man beskæftigede sig med disse emner på den fordomsfrie måde, som jeg ønskede. Jeg søgte i stedet ind som elev ved et folkebibliotek, idet jeg følte en vis lyst til at formidle viden. Så måtte jeg selv gå videre på egen hånd i min søgen.

København igen 1967

Mens jeg studerede på Danmarks Biblioteksskole, søgte jeg efter et tilholdssted, hvor jeg kunne møde mennesker med en åben og søgende holdning tilsvarende den, jeg havde mødt i Århus.
Jeg mente at finde stedet i Det Fri Kirkesamfund, der hvilede på grundprincippet: Den enkeltes ret til fri tænkning, undersøgelse og tro under ansvar for Gud og sin egen samvittighed. Dette krav om personlig sandhed som det afgørende i religiøse forhold kunne jeg tilslutte mig.
Det blev til en mangeårig tilknytning, som endnu ikke er afsluttet, omend jeg med tiden har følt, at medlemmerne af DfK havde en mere færdig og mindre omfattende kosmologi end den, jeg søgte.
Mange af DfK's medlemmer betragtede sig som unitarer, hvad der passede godt med min opfattelse af Jesus som et menneske. (DfK blev i 1992 ændret til: Unitarisk Kirkesamfund). Unitarismen er historisk opstået som et oprør imod treenighedslæren (trinitarismen), der betragtes som uklar og forvrøvlet.
Der findes ingen faste læresætninger, idet sådanne opfattes som spændetrøjer. Enhed (unit) er for mig et nøgleord, der f.eks. står i modsætning til dualisme og indebærer, at alt i universet hænger sammen. Modsætninger som godt og ondt; gud og djævel er på en eller anden måde kun tilsyneladende eller er måske bundet sammen som for- og bagside af en mønt.
Gud opfattes af mange unitarer mere som en kraft end som en person. Skaberkraften vil kunne mødes overalt i tilværelsen og naturligvis også i de mangfoldige religioner, omend i mere eller mindre forvansket form.
Illusion og bevidsthed
Jeg beskæftigede mig også med forskellige ældgamle ideer om tilværelsen som en illusion. Det skal her huskes, at en illusionist får os til at se noget andet, end det der faktisk foregår.
At verden er en illusion, er ikke et udsagn om, at verden ikke eksisterer. Det er en anelse eller intuition om, at vi opfatter noget andet end det faktiske. Det, vi opfatter med vore sanser, ender jo i vor bevidsthed. Vi oplever i bevidstheden. Den mulighed foreligger, at det hele er bevidsthed!

Alternativ helbredelse 1968- ?

I disse år brugte jeg megen tid på at studere forskellige helbredelsesmetoder. Jeg søgte i lang tid efter en metode, som jeg kunne bruge til at lave kontrollerede forsøg, som forhåbentlig ville kunne overbevise den ortodokse lægevidenskab. Omsider opgav jeg dette forehavende.
Det stod klart for mig, at alt for mange mennesker havde fået dødelige sår ved at slås med lægeautoriteterne. Desuden følte jeg mig mere og mere overbevist om, at der var en fællesnævner i de forvirrende forskellige metoder. Jeg foretrak at koncentrere mig om den fælles kerne i metoderne.
Tampen brændte m.h.t. personlighed og tro. Helbrederne havde en personlighed, som gjorde udslaget. Jeg lagde mærke til, at deres efterfølgere ikke kunne få lige så gode resultater, selvom de havde arvet en metode. Og så var der troen, men hvad var tro? Jeg skrev lange afhandlinger om tro og viden, fordi jeg opdagede, at der eksisterer en kolossal forvirring vedr. disse begreber.

Studiecenter for Livsforståelse 1970

Jeg søgte forgæves efter personer, der ligesom jeg var på vej til at se en stærk sammenhæng imellem religion og videnskab. Adskillelsen betragtede jeg som meget uheldig. Helbredelse skulle måske findes i en kombination af religion, lægevidenskab og psykologi. Viden i sin oprindelige betydning (f.eks. i Veda) omfattede vist det hele, og religion (religare) havde måske betydningen 'hænge sammen' - dvs. forklaring på, hvordan tilværelsen hænger sammen.
Da jeg ikke kunne finde nogen gruppe eller institution, der rigtigt opfyldte mine intentioner, prøvede jeg selv i 1970 at lave et center med følgende formål: 'På neutral basis søge at forstå universet og at finde grundlaget for så rigt et liv som muligt.'
Jeg syntes ikke selv, at jeg forstod at leve, og livet rundt omkring forekom mig absurd i mange henseender. Menneskeheden syntes at mangle et livsgrundlag. Jeg havde mødt alt for megen selvmodsigelse og alt for megen dobbeltmoral. Jeg søgte kontakt med mennesker, der virkeligt ønskede at satse på en løsning og var parate til at handle derefter.

Det lykkedes mig ikke at få gang i centret - min kontaktflade var nok for dårlig - men en dag besøgte en scientolog mig og fortalte, at scientologi netop handlede om det, jeg søgte.
Jeg havde hørt lidt mindre fordelagtigt om det i forvejen, og jeg var gået uden om det, men nu gav jeg mig til at studere grundlæggeren, L.Ron Hubbard nærmere, og jeg fandt lige akkurat den kombination af filosofi, religion, viden og praktisk anvendelse, som jeg søgte.
I januar 1973 gennemførte jeg det grundlæggende kursus og fik mit livs største oplevelse. Efter 3 timers uafbrudt øvelse en lørdag formiddag var jeg pludselig lysende bevidst. Jeg spillede meget bedre bordtennis og kunne spille skak uden de sædvanlige dumme fejl.
De fleste kender oplevelsen af, at der 'går en klap ned' - f.eks. til eksamen. Jeg oplevede, at en hel række klapper, som åbenbart hos mig var konstant nede i hverdagen, pludselig var forsvundet. Jeg mindedes ikke at have haft det sådan i hele mit liv. Normalt gik jeg åbenbart som i en døs.
Dette var fabelagtigt godt. (Først mange år senere blev det opklaret, at det var en dianetik Clear oplevelse, jeg havde fået, og som skulle have været anerkendt og stabiliseret. Det skete ikke, fordi jeg forlod kurset i frokostpausen).
Desværre holdt tilstanden kun nogle dage, men jeg måtte kunne opnå den igen ved mere øvelse, så jeg meldte mig til flere kurser. Det blev dog en skuffelse, idet jeg ikke kunne få 'klapperne' op igen, men oplevelsen havde været så stor, at jeg i de næste 2 år brugte det meste af min fritid på flere kurser.
I de år oplevede jeg at se en masse mennesker opnå nyttige, praktiske resultater, selvom jeg også så mindre heldige følger af den stive og autoritære organisation, der antagelig også var medvirkende til at stoppe mig.

Genkaldelse af fortidige begivenheder
Endvidere oplevede jeg selv og hørte fra andre, hvorledes sygdom eller problemer i nutiden kunne ophæves ved at genopleve begivenheder i fortiden. Skønt jeg ikke havde troet det muligt, blev jeg i stand til at genopleve begivenheder, som jeg troede var fuldstændigt glemte, og pludseligt kunne nutidigt besvær dermed være ophævet.
I slutningen af 1974 kom der omsider skred i min egen fremgang, og jeg begyndte at tro på en leveværdig tilværelse, men samtidig var der stærke angreb på scientologi, hvad der bekymrede mig, fordi bevægelsen på lignende måde nogle år forinden var blevet angrebet og smidt ud af England.

Roskildemøde i januar 1975

Jeg fik at vide, at en person i min omgangskreds, Johannes Aagaard muligvis stod bag angrebene på scientologi. Jeg troede ikke på det, men indvilgede i at deltage i Roskildemødet, arrangeret af Kirketjenesten i Danmark (privat organisation), skønt scientologi slet ikke var nævnt i programmet.
Mødet viste sig at være et bagholdsangreb på en række af de religiøse bevægelser, som jeg havde beskæftiget mig med, og trods programmet var hovedpunktet alligevel scientologi på grundlag af et samarbejde imellem Ekstrabladet, nogle studerende fra Roskilde Universitets Center og Aagaard.
De studerende gav en meget tendentiøs og totalt misforstået fremstilling af det kursus, der havde givet mig mit livs største oplevelse. Kun een person, forfatteren Kaare P. Johannesen spurgte undrende, hvordan det kunne være, at så mange mennesker brugte så lang tid på scientologi, hvis kurserne var så ubrugelige! Hele lørdag eftermiddag var i øvrigt een lang, ensidig nedrakning.
Jeg troede, at Johannes Aagaard var forsker i missionsteologi. Dette her var ikke forskning, men derimod religionskamp, og jeg følte mig nødsaget til at holde øje med, hvad Aagaard egentlig lavede. Jeg kunne ikke bare passivt se på, at uvidenhed ødelagde de sarte spirer til en ny tidsalder.
Jeg blev puffet ind i oplevelsen, men det er mit ansvar, at jeg følte mig forpligtiget til at observere Aagaard under dække af positiv interesse. Det var helt klart for mig, at arbejdet foregik i en sluttet kreds, hvor anderledestroende ikke fik adgang.
Jeg gjorde det samme, som inderkredsen omkring Johannes Aagaard gjorde ved de forskellige nyreligiøse bevægelser. Jeg lærte faktisk de fleste metoder af en af Aagaards nærmeste medarbejdere.
Løgnens virkning
Episoden blev en vigtig hændelse i mit liv, fordi det blev brændt ind i mig, hvor psykisk belastende det er at leve et sådant dobbeltliv, hvor det meget af tiden var nødvendigt for mig at lyve om hensigten med min færden. Min tidligere omgangskreds kunne jo ikke forstå, hvorfor jeg nu pludselig støttede Aagaards aktiviteter.
Min egen udvikling blev stoppet i årevis, men jeg lærte noget meget vigtigt om løgnens hæmmende og ødelæggende virkning.

Datamaskiner

I 1979 var jeg blandt de første, der købte den nye hjemmedatamat PET. Jeg var godt træt af det psykisk/religiøse område og havde behov for at arbejde med noget eksakt. Senere fik jeg farver på med en APPLE II. Det var på et tidspunkt, hvor en IBM-sælger på en EDB-messe kunne sige: "Hjemmecomputer? Nej! Sådan noget legetøj forhandler IBM sandelig ikke." Et par år efter var IBM PC på markedet!
Datamaterne fik stor betydning, fordi det gik op for mig, at DNA-koden (bæreren af vore arvelige anlæg) synes at ligne et dataprogram.
DNA findes som lange kæder i vore gener og menes direkte at indeholde opskriften for produktionen af cellernes æggehvidestoffer. Ved gensplejsning 'skæres' kæderne i stykker og 'flikkes sammen' på en ny måde, så programmet (opskriften) ændres.
Senere fik min erfaring med edb betydning for min tolkning af forskellige funktioner i min krop.

Terapi

Mine egne problemer fik mig igen til at søge, og jeg gennemstøvede nu de forskellige former for terapi, der i mellemtiden var begyndt at blomstre.
Nogle meget vigtige brikker til mit puslespil fandt jeg hos Wilhelm Reich. Uden kendskab til Reich's opdagelser ville jeg måske have fejltolket meget af det, der senere kom til at foregå i min krop.
Hans opdagelse af, at vore psykiske traumer fastlåses i muskelspændinger og danner et 'karakterpanser', hjalp mig til at forstå min krops reaktioner, og 'orgon'-energien indgår som en del af det teoretiske grundlag for min opdagelse.
Under mit arbejde har jeg bemærket, at Stanislav Grof ad helt afvigende eksperimentelle veje er nået frem til en kosmologi, der ligger meget nær op ad min egen. Det har naturligvis bestyrket mig i min opfattelse, men de afgørende personligheder for min opdagelse er Jesus, Martinus, L.Ron Hubbard og Wilhelm Reich.

Det Gode - Sundhed/sygdom - Vejen til min sundhed - Mit ståsted


Må gengives med kildeangivelse
© Torkil Olesen 8. nov. 1997, rev. 15.6.10


Opdateret 11/06/2017

Besøg  
105201