Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Rejseoplevelser i egen krop, 1





En opdagelsesrejse i menneskekroppen, 1

Torkil Olesen:

På opdagelsesfærd i min krop, 1

Lad mig begynde med at fastslå, at det ikke er min hensigt at prøve at føre en art naturvidenskabeligt bevis for resultaterne af min opdagelsesfærd i kroppen. Jeg optræder som et subjektivt vidne, der har foretaget en opdagelsesrejse. Jeg har haft nogle oplevelser, og jeg prøver at skildre dem så redeligt, som det er mig muligt. Der kan ikke ændres ved de subjektive oplevelser, men læseren har lov til at have sin egen fortolkning af det berettede. Udgangspunktet (se evt. Før rejsefærden og Brikker af mit liv)
Mit sundhedsmæssige udgangspunkt var dårligt. Fra begyndelsen af mine studieår i 1956-61 og frem til 1987 har jeg været selvmordskandidat. Jeg var utilfreds med mig selv og med livet som helhed.
I alle disse år har jeg været plaget af stor træthed og depression. Trykken omkring øjnene og synsvækkelse bekymrede mig, og jeg følte frygt for, at de mange års psykiske belastning ville føre til alvorlige sygdomme som fx kræft.
Dette er nu (1990) helt ændret, idet jeg føler stor optimisme. Min krop bedres dag for dag, og jeg er kommet i harmoni med mig selv og med omverdenen.
Forandringen hænger sammen med en fantastisk opdagelsesfærd i min egen krop. Jeg vil ønske, at andre ville tage mod til sig og drage på en lignende færd. Jeg håber, at nogen vil få lyst hertil ved at læse beretningen om min rejse.

Rejsestart

Det begyndte i sommeren 1987, hvor det omsider lykkedes for mig at omsætte en gammel teori i praksis. Jeg havde i mere end 25 år eksperimenteret med smerter, idet jeg som skoletandlæge havde opdaget, at smerter aftager i takt med tillidens størrelse og tiltager med frygt. (se evt. afsnit i Tillid)
Jeg syntes, at det i sig selv ville være særdeles nyttigt at kunne styre sine smerter. Jeg kendte flere eksempler på, at smertestillende midler ikke slår til, når der er allermest brug for dem.
Nu virkede min metode, og jeg anvendte den på en hovedsmerte, som tidligere havde voldt mig mange kvaler.
Jeg vidste fra forsøg med genkaldelse af traumatiske hændelser (se evt. afsnit i Før færden), at nutidigt ubehag kan have en sammenhæng med smerter i fortidige begivenheder. Bevidsthedsmæssig bearbejdning af traumer kan hjælpe på såvel psykiske som fysiske smerter, men de af mig kendte terapier kræver en dygtig hjælper.
Ville jeg kunne udtømme smerten ved egen hjælp? (se Før færden: Egen ide) Jeg vovede forsøget. Jeg gav mig tillidsfuldt hen i det i en form for 'aktiv lytning' med fuld villighed til at tage imod, hvad der måtte komme.
Jeg regnede med, at det var vigtigt, at det foregik ved fuld, klar nutidig bevidsthed, hvorfor jeg hele tiden sørgede for at sanse noget nutidigt, f.eks. et urs tikken. Samtidigt koncentrerede jeg mig om at mærke smerten, der bølgede frem og tilbage igennem længere tid, men til sidst ophørte helt. Var det virkeligt lykkedes? Jeg var meget spændt.
Først skuffelse
Efter teorien skulle ubehaget på det pågældende sted være ophørt, hvis jeg havde fået udtømt smerten stammende fra det oprindelige traume. Næste dag mærkede jeg efter og blev skuffet. Der var stadig ubehag. Efter at have sundet mig, gik jeg ind i smerten igen; jeg var måske ikke kommet helt til bunds.
Ved igen at gå ind i smerten fik jeg en fornemmelse af, at den vist ikke var helt som dagen før. Det kunne tænkes, at der var flere traumer på samme sted. Jeg udtømte også denne smerte. Den næste dag endnu en, og nok en.
Så forløsning
Efter udtømmelsen af den fjerde smerte kom min første store belønning. En lille nervegren reagerede med de følelser, som fremkommer, når en lokalbedøvelse er ved at hæve. En nervegren havde 'sovet' og var nu ved at 'vågne'.
I den kommende tid oplevede jeg det med nervegren efter nervegren. Slutsignalet på ophævelse af et smerteligt traume var 'opvågnen' af et stykke nerve. Smerten havde antagelig virket som en slags blokade for normal nervefunktion.
Når jeg hævede 'blokaden' på en større nervegren, kunne et større område reagere med 'opvågning'. Ved et tilfælde af denne art oplevede jeg medvirken også fra tidligere 'opvågnede' smågrene, og jeg fik en fornemmelse af jublende velvære i området. Jeg følte det som en vidunderlig anerkendelse.

En stor beslutning


Jeg var fuldt ud klar over, at der kunne tænkes at være særdeles mange smertelige traumer - samlet sammen igennem årene, og jeg overvejede, om jeg skulle forsøge at udvælge de væsentligste, men besluttede, at jeg ville til bunds i det her.
Hvis det kunne lade sig gøre, ville der åbne sig kolossale perspektiver. Min entusiasme drev mig til at beslutte, at jeg ville udtømme det hele for at opleve, hvordan en menneskekrop ville kunne fungere uden at være belastet af fortidige traumer. Det måtte koste, hvad det koste ville af ubehag og tid.
Min krop fik lov til styre
Jeg lod derfor kroppen bestemme rækkefølgen, og det kom ret hurtigt til at gå næsten af sig selv. Udtømmelse af en smerte aktiverede nærliggende ubehag, således at næste opgave var parat inden færdiggørelse af den første. Jeg skulle faktisk passe på ikke at få startet mere end een ting ad gangen.
Vanskeligt at stoppe processen
Det sværeste viste sig at bestå i at få processen stoppet, idet jeg gerne ville være fri for den aktiverede smerte under den daglige almindelige virksomhed. (Ved den anvendte fremgangsmåde bliver gamle bortgemte smerter aktiveret frem fra glemslen og kan blive ubehagelige, hvis man ikke gør dem helt færdige med det samme).
Det lykkedes som regel at blive fri for smerter i dagligdagen ved at flytte opmærksomheden bort fra stedet, hvor ubehaget fandtes. Det går lettest, hvis man er stærkt optaget af det, man foretager sig. Det er sværere, hvis man keder sig.

Afslapning som sidegevinst
Efter at have udtømt adskillige smerter og oplevet opvågnen af de tilhørende nervegrene, opdagede jeg, at jeg nu kunne føle afslapning i det pågældende område, hvad der tidligere havde været umuligt for mig, hvor meget jeg end havde øvet mig på grundlag af gængse afslapningsmetoder. Nu kom afslapningen pludselig af sig selv.

Teori om muskelspændinger

Det gik op for mig, at der sandsynligvis eksisterer følgende sammenhæng: Når vi modtager et traume (smerte), føler vi ubehag, og vi prøver at gardere os imod dette ubehag ved at nedsætte nervefølsomheden og ved at spænde musklerne. (Prøv at føle efter næste gang, du får en smerte. Der vil sandsynligvis være forøget muskelspænding i regionen).
Hvis skaden fra traumet ikke genoprettes fuldstændigt, vil der stadig eksistere en skjult smerte, som holdes borte af en permanent muskelspænding, der ikke bemærkes i det daglige.
Det var disse skjulte smerter, jeg udtømte, og når de var udtømt, forsvandt de tilsvarende muskelspændinger. Det stemte også med Wilhelm Reichs opdagelse af, at det civiliserede menneske slæber rundt på en masse muskelspændinger (et 'muskelpanser'), der kan ophæves ved en hensigtsmæssig kombination af psykisk og fysisk terapi.

En reaktion af en helt anderledes type


Min næste opdagelse var en anden type af reaktion på udtømning af et 'smertedepot'. Der kom ingen 'opvågningsreaktion' fra en nerve, men smerten forsvandt og afløstes af behagelig varme i store dele af højre side af min kind. Derefter begyndte en mærkelig trykkende bevægelse i en afgrænset del af området.
Bevægelsen syntes styret, idet væske flyttede sig systematisk, og hvis der viste sig en hindring, blev trykket øget, indtil hindringen lige netop gav efter. Pludselig resulterede det i udtømning af spyt i munden, og det dæmrede for mig, hvad der foregik.
Som barn havde jeg en voldsom fåresyge i højre side af hovedet. Jeg havde nu ophævet det nervemæssige traume fra dengang, og min krop var i gang med at genoprette fuld funktion i spytkirtlen, der nu blev systematisk gennemgået.
Minutiøst servicecheck
Hver sektion blev afprøvet for sig. Hvis den var forurenet, blev den først skyllet igennem; derefter sattes spytproduktionen i gang, og den tilhørende udførselsgang blev afprøvet, og om nødvendigt spulet med det nødvendige tryk.
Hvis sektionen var i orden, gik det hurtigt, og der kom en dråbe spyt. Hvis der var noget i vejen, kunne det tage tid, og det kunne gøre ondt at få renset en lukket udførselsgang (som at få en betændt bums trykket ud).
Ingen færdiggørelse under søvn
Jeg blev ikke færdig den første aften og forventede, at resten ville blive ordnet, mens jeg sov, men jeg blev skuffet. Jeg havde fred om dagen, men da jeg om aftenen satte mig tilrette, startede processen på nøjagtigt det sted, hvor den var blevet afbrudt aftenen før.
Bevidst opmærksomhed nødvendig
Jeg måtte bruge flere aftener, og situationen gentog sig. Processen ville kun foregå, når jeg bevidst havde opmærksomhed på stedet. Hvis jeg slappede koncentrationen eller lavede noget andet, stoppede det. Der krævedes en bevidst godkendelse fra min side, for at den noget ubehagelige reparationsproces kunne forløbe. Jeg kunne se det hensigtsmæssige heri, idet noget af det gjorde ondt og måske kunne have forstyrret nattesøvn eller arbejde.

Jeg havde aldrig hørt om eller set noget sådan beskrevet!

Dette forløb er mig bekendt ikke tidligere beskrevet i litteraturen, og det tog mig lang tid at forstå, hvad der egentlig foregik. Det hjalp mig, at jeg kendte spytkirtlens normale udbredelsesområde og kunne mærke, hvordan processen afgrænsedes til dette område.
Fantastik succes
Nærmest ekstatisk blev jeg, da der pludselig kom udtømning af spyt over mine fortænder i overmunden. Det var nyt for mig, idet jeg nu erindrede, at der altid havde været så tørt på det sted i munden. Min skoletandlæge havde også skældt mig ud for ikke at børste tænderne på dette sted. (Jeg havde 'huller' langs tandkødsranden på fortænderne, hvor der normalt ikke skulle forekomme caries).
Nu forstod jeg, at spytudløbet på dette sted havde været tilstoppet, siden den voldsomme betændelse i spytkirtlen i min tidlige barndom. Fåresygen var slået ned med medicin; resterne fandtes i kirtlen, og min krop havde aldrig fået lejlighed til at reparere til bunds. Nu da det var bragt i orden, blev mine fortænder renset af spyttet.

Drømmemål begynder at blive virkelighed

Det blev mit første funktionsmæssige resultat af mine anstrengelser. Det fantastiske var sket. Jeg havde længe drømt om, at kroppens celler måtte have en mulighed for at reparere det, som medicin eller de fineste kirurgiske instrumenter ikke kan klare. Det var virkeligt sandt. Kroppen kunne reparere de beskadige spytceller og rense udløbene.
Jeg oplevede, hvad jeg opfatter som en total, systematisk gennemgang af spytkirtelen til de yderste kroge. Min tålmodighed blev sat på prøve, fordi processen ikke standsede, før allersidste sektion vart fuldt ud godkendt.
Yderst præcis styring
Det hele styredes af et eller andet, der lignede et dataprogram, som kunne huske, hvordan det hele burde være, og hvor langt vi var nået i efterprøvningen. Jeg styrede det i hvert fald ikke. Mange gange var jeg ved at blive træt af det pedantisk nøjeregnende 'noget', der stædigt blev ved, indtil sidste krog var efterset. (Her mødte jeg for første gang noget, der var mere gennemført nøjeregnende end min far).
På den anden side var det naturligvis betryggende, at det foregik så præcist. Jeg kunne være sikker på, at alt var i orden, når 'kropspedanten' havde godkendt det.

En drøm realiseres

Omsider oprandt øjeblikket. Det blå stempel var virkelig velfortjent, og jeg jublede sammen med cellerne i hele spytkirtelens område. Jeg var på vej til at opleve opfyldelsen af et håb om helbredelse, som jeg kun vagt havde turdet drømme om.
Skrevet 1987-90 på grundlag af notater, tilrettet til html i 1997

Fortsættelse af rejsefærden


Forside - Det Gode - Sundhed/sygdom - Mit ståsted


Må gengives med kildeangivelse
Spørgsmål og kommentarer er velkomne: torkilo@comxnet(dot)dk
© Torkil Olesen 4. okt. 1997, let rev.11.1.11

Opdateret 09/06/2017

Besøg  
105201