Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Læsning i Livets Bog





Læsning i Livets Bog

Torkil Olesen: Læsning i Livets Bog

I overensstemmelse med en gammel overlevering bruges udtrykket: "livets bog" om hele Guds skaberværk. Det forudsættes, at vi kan lære noget om Gud ved at "læse" i denne bog. Det svarer til, at en arkitekt eller kunster afspejles i sit værk.Hjertets helhed

  1. Livets Bog
  2. Uendelig variation og diversitet
  3. Hvorfor er der så mange religioner?
  4. Noget værdifuldt i alle religioner
  5. Overbefolkning
  6. Kredsløbet
  7. Gud er levende

Livets Bog

Mange mennesker på denne klode bygger deres Gudsforhold på en samling hellige skrifter, som de mere eller mindre bogstaveligt opfatter som åbenbaret eller dikteret af Gud. Kun disse skrifter anerkendes som et budskab fra Gud.

Det har altid forekommet mig lidt mærkeligt, at Gud kun skulle have givet sig til kende i sådanne udvalgte skrifter. Den skabende Gud bag universet er sandsynligvis klar over, at menneskers vidneudsagn - og kommunikation i det hele taget - ikke er 100% pålidelig.

Det forekommer mig mere rimeligt at antage, at Gud anvender så mange kanaler som muligt for at få vigtige budskaber igennem, og at Gud gør det hele tiden - ikke kun i begrænsede historiske tidsperioder.

Jeg benægter ikke, at der findes guddommelige budskaber i hellige skrifter, men jeg vil ikke begrænses til en bestemt samling af skrifter, og derudover antager jeg, at Gud giver sig til kende på mange andre måder, som måske endda er vigtigere.

Jeg er af den opfattelse, at Gud kan beskrives som den skabende livskraft bag universet. Overalt omkring os ser vi resultater af denne skaberkraft. En arkitekt eller kunstner kendes på sit værk. Hvorfor ikke på samme måde kende Gud på sit skaberværk?

En gammel overlevering taler om skaberværket som "livets bog". Ved at "læse" i livets bog lærer man at leve livet, men hvad der er mindre kendt: man kan erfare en masse om skaberkraften bag universet.

Det synes at være en ret fremmed tankegang for moderne mennesker. Vi er kulturelt vænnet til at betragte det jordiske, materielle, timelige som mindreværdigt i modsætning til det hinsidige, åndelige, evige.

Hvis man trodser denne kulturelle vane og fordyber sig i skaberværket som en værdifuld gave, åbenbarer der sig en fantastisk rigdom af detaljer organiseret i strukturer, der langt overgår den menneskelige fatteevne.


Naturvidenskaben har i nogle få århundreder haget sig fast i den ide, at alt dette er opstået igennem et fantastisk samspil af tilfældigheder. Mange forskere kan dog bringes til at indrømme, at de holder fast ved teorien om tilfældigheder, fordi den anden mulighed forekommer dem uantagelig.

De tør ikke se i øjnene, at vort univers vidner om intelligens og planlægningsevne af et format, som intet menneske rigtigt fatter.

På den anden side synes jeg, at Jordens store religioner svigter. Især kristendommen har sat mennesket i centrum. Man er blevet så kulturelle eller civiliserede, at man har glemt at se storheden omkring sig.

Mennesket har fået storhedsvanvid og tror, at verden er til for menneskets skyld. Mennesket tror sig skabt som det ypperste i Guds billede og sat til at herske over naturen. Snarere er det mennesket, som i sin indskrænkethed ser Gud i menneskeskikkelse med menneskelige karaktertræk.

Mange såkaldte primitive religioner har en langt større forståelse for de rette proportioner i menneskets relation til naturen og til skaberkraften.

Lidt fordybelse i livets bog kunne måske få en og anden til bedre at fatte menneskets situation. Astronomer regner med, at der findes rundt regnet 100 milliarder sole som vor egen i det, vi kalder mælkevejen, og som antages at være en stjernehob i stil med de andre, vi ser i verdensrummet.

100 milliarder sole er et enormt tal. Hvis vi kunne tælle en sol i sekundet eller 3600 i timen, ville det tage 3171 år at tælle alle solene i mælkevejen - under forudsætning af, at vi talte uafbrudt 24 timer i døgnet og samtlige 365 dage i året.

Det er naturligvis helt urealistiske forudsætninger, men det illustrerer, hvor lille Jorden er i forhold til mælkevejen, der kun er een blandt millioner af stjernehobe i det kendte univers.

Proportionerne svimler for os. Skaberen af alt dette synes umuligt at kunne rummes i et menneskebillede.

© Torkil Olesen 1991, rev.18,7,14


Læsning i Livets Bog - Mit ståsted

Til start på siden





Uendelig variation og diversitet



Noget af det allermest iøjnefaldende ved verden omkring os er variation. Vi kan tydeligt se forskelligheden hos mennesker, vi færdes iblandt til daglig. Mere ukendte racer kan forekomme mere ensartede, men ved nærmere bekendtskab findes der ikke to mennesker, som er helt ens.

Plante- og dyreverdenen udviser en helt fabelagtig variation. Livsformerne synes ind imellem helt utrolige, og det allermest bemærkelsesværdige er, at ingen enkelte individer er helt ens. Naturen synes simpelthen ikke at være i stand til at lave rene kopier.

Endog i mikroverdenen og i krystallernes verden synes variationen at være uden grænser. Mange har sikkert set billeder af iskrystaller med deres uendeligt forskellige former. Prøv selv at gå på opdagelse og se, om det er muligt at finde en eneste nøjagtig kopi i naturens verden.

I modsætning hertil bugner den civiliserede verden med kopier. Vore maskiner udspytter dippedutter i læssevis. Masser af huse ligner hinanden til forveksling; ensartede biler, busser og cykler fylder vore dræbende ensformige gader, og åndehullerne består af arkitektfriserede parker.

Alle må kunne få øje på den meget iøjnefaldende forskel, der ser ud til at være nøje forbundet med maskiner og masseproduktion. Man kunne måske tro, at mennesket har forandret sig, men i kolonihaver ses også i nutiden en uendelig variation i hus- og haveformer.

Også det civiliserede menneske synes at foretrække individuel variation, men lader sig lokke af sit begær efter materielle goder til at anskaffe sig en hoben billige kopier.

Diversitet
I hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at variation er udpræget karakteristisk for naturen. Jo mere et stykke jord overlades til sig selv, desto større artsrigdom opstår. Til en begyndelse kan enkelte planter dominere, men med tiden stiger variationen. Den mest uberørte regnskov har den største artsrigdom. Fattigst på arter er en gennemsprøjtet kornmark eller en kunstig boldbane.

Det siger for mig noget i retning af, at Gud på en eller anden måde elsker individuel forskellighed og antagelig ikke ønsker sig en lang række af ensformede, dydige mennesker, der overholder et sæt rigoristiske lovregler.

Bestemte hellige tekster og særlige ceremonier, der gentages igen og igen af mennesker klædte i traditionsbestemte gevandter forekommer mig at ligge langt fra den stadige forandring og tilpasning, der foregår i naturens verden.

Jeg formoder, at Guds væsen snarere er på bølgelængde med kunstnerens trang til stadig nyskabelse. Alt i skaberværket synes at være under stadig omskabelse og udvikling.

Solen skinner på alle uden forskel. I denne forstand er der en form for lighed, men det enkelte individ må selv sørge for at udnytte solen. Individerne er absolut ikke ens.

Lighed forstået som ensartethed synes at være en menneskelig abstraktion, som mennesker kan forsøge at skabe ved maskinernes hjælp. Dippedutter kan blive ens, men hidtil er det ikke lykkedes at skabe stabile menneskesamfund på grundlag af lighed.

Årsagen kunne være, at det i bund og grund er i modstrid med de skabende kræfter i dette univers. Det ensformige fremkalder i længden en følelse af dræbende kedsomhed. Livets kræfter fortæller os, hvad vi er skabt til.

© Torkil Olesen 1991, rev. juli 97 og 2015


Læsning i Livets Bog - Mit ståsted

Til start på siden






Hvorfor er der så mange religioner?

Det vrimler med forskellige religioner, og de fleste mennesker synes vist, at det er helt forkert. Der burde kun være een sand religion, og man mener, at netop ens egen religion er den rigtige.

Tilhængere af forskellige religioner er hver for sig lige overbeviste om at have ret, men det er ret indlysende, at alle ikke kan have ret.

Hvorfor har Gud ikke sørget for utvetydigt at vise, hvilken religion, der er den rigtige? Fundamentalistiske tilhængere mener, at Gud har peget på netop deres egen religion som den eneste sande, men kendsgerningerne peger ikke i den retning. Vi har religionskrige, fordi parterne er lige overbeviste om at have Gud på sin side.

Gud har i hvert fald ikke tilstrækkeligt tydeligt tilkendegivet, hvad der er den sande religion. Ellers ville så mange jo ikke kunne være af modsat opfattelse.

Hvad om vi nu i stedet satte spørgsmålstegn ved antagelsen om, at der kun bør være een sand religion. Jeg mener ikke, at Gud faktisk har tilkendegivet dette - (Jeg ved nok, at det siges af mange teologer, men teologi er læren om Gud i kristen forstand. Teologer uddannes ikke med henblik på at vejlede i religion i almindelighed. Teologer er kristendommens fortalere.)

Hvis vi nu gav os til at "læse i Livets Bog" - med andre ord brugte vore sanser til at studere Guds skaberværk - så kunne vi måske få den tanke, at Gud slet ikke har givet nogle entydige anvisninger på den rette religion.

Det er måske slet ikke meningen, at der skal eksistere een sand religion? Skaberværket bugner af mangfoldighed og variation. Hvilken farve er den eneste sande? Hvilken blomst er den eneste sande? - Sådanne spørgsmål vil vi afvise!

Mennesker har hævdet, at homo sapiens var den absolut vigtigste art på jorden, og at mennesket var skabt i Guds billede, men mon ikke mange begynder at føle sig usikre herpå - eller måske endog tager afstand fra denne påstand.

Vi kan ikke sige, hvilken plante eller hvilket dyr, der er det ypperste, og vi kan ikke afgøre, hvilken ide, der er mest storslået. Det enkelte menneske kan have mere sympati for det ene frem for det andet, men som helhed ved vi godt, at vi ikke kan afgøre det.

Hvem siger, at vi skal afgøre det? Er det så helt usandsynligt, at Gud skulle kunne lide hver enkelt plante og hver eneste dyreart. Er det ikke snarere sandsynligt, at Gud holder af det hele.

Der findes ikke nogen tilkendegivelse af, at Gud elsker det ene frem for det andet i skaberværket. Tværtimod synes alt at få lov til at gro så godt, som det formår. Solen skinner ligeligt på alle de forskellige arter.

Tænk om Gud også holder af alle de forskellige religioner og ser dem som spændende variationer i menneskets forståelse af tilværelsen. Sikke en masse spildte kræfter menneskene så har brugt - og stadig bruger - på at forsøge at overbevise hinanden om egen religions overhøjhed.

Religionerne skal måske slet ikke forenes eller tilpasses hinanden. Hver og een udfylder måske et specielt behov og har derfor sin berettigelse i helheden.

Med hvilken ret mener vi mennesker at være klogere end livets egne kræfter, der lader det gro altsammen?

© Torkil Olesen 1991, rev. aug.97


Læsning i Livets Bog - Mit ståsted


Til start på siden




Noget værdifuldt i alle religioner

De fleste vil sikkert umiddelbart afvise en tanke om, at Gud skulle kunne acceptere alle de mange forskellige religioner. Mennesker i almindelighed reagerer kraftigt imod uvante religiøse opfattelser.

Det er bare ikke sikkert, at det ser ud på samme måde i Guds perspektiv. Gud må formodes at se sammenhænge, som langt overstiger vor fatteevne.

Mange kan vel i dag indse, at skik og brug indgår som et væsentligt element i religion. Missionærer har tidligere villet forandre klædedragt, sang, dans og musik, men der er stigende forståelse for, at menneskers rodforbindelse brydes, hvis der pilles for meget ved sådanne traditioner.

Religioner indeholder en masse mytestof, der i stigende grad erkendes som mytologiserede overleveringer om begivenheder i folketraditionen. Myterne er en særlig fortællestil med sine egne regler og egne symboler, der i nogen grad kan tydes på samme måde som drømme og eventyr.

Myterne kan altså opfattes som folkets historie overleveret i et særligt sprog, og eftersom de forskellige folkeslag har forskellig historisk baggrund bliver det en selvfølge, at de har forskellig mytologi.

I mange religioner beskrives Gud i menneskelignende billeder. Det kunne vel tænkes, at forskellighederne i billederne, skyldes forskelle i de menneskelige forbilleder. Gud bliver hvid, sort, rød, gul, mand eller kvinde alt efter hvem, der har dannet billederne.

En stor del af indholdet i religionerne handler om retningslinjer for god opførsel. Alle har vist igennem de senere år oplevet, hvor hurtigt opfattelserne ændrer sig i takt med ny samfundsstruktur og ændrede omgangstoner. Hvem kan fastslå, hvad der er det eneste rigtige?

På alle ovenstående områder er religionerne tilpasset den kultur, hvori de hører hjemme. Det behøver ikke nødvendigvis at indebære, at religion er menneskeskabt. Tilpasningen kunne jo være foretaget af overmenneskelige kræfter. Det afgørende er, at der ikke er noget forkert i, at religionerne er forskellige.

Jeg har ikke tilstrækkeligt overblik til at kunne se, hvor omfattende tilpasningen er i sin fulde konsekvens. Jeg kan blot se et stykke ad vejen. Gud har antagelig det fulde overblik, og Gud har så vidt jeg kan se ikke peget utvetydigt på een religion frem for alle andre.

Fører sådanne tanker ikke til ligegyldighed over for religion? - Det mener jeg slet ikke. De uendelig mange forskellige blomster fører da ikke til en opfattelse af, at blomster er ligegyldige.

Enhver blomst har en værdi i sig selv. Der er forskel på smag og behag. Nogle blomster passer bedre sammen end andre. Det fører da ikke til en opfattelse af, at Gud kun burde have skabt een slags blomster, så vi kunne undgå al den forvirring.

Selv om religionerne ses som et muligt udtryk for den variation og mangfoldighed, der eksisterer overalt i skaberværket, er religionerne da ikke ligegyldige. Vi kan ikke undvære blomsterne, og vi kan ikke undvære religionerne.

Noget mistes dog:

Det bliver ikke længere muligt at bruge sin religion som et statussymbol, der berettiger til at sige: Min religion er bedre end din, fordi jeg har den eneste sande religion, som Gud selv har åbenbaret.

Alle bliver mere ligestillet i forhold til Gud! - Er det så slemt?

© Torkil Olesen 1991


Læsning i Livets Bog - Mit ståsted


Til start på siden





Overbefolkning

Idet jeg betragter naturen som en del af Guds skaberværk og prøver at lære noget om Gud ved at iagttage skaberværket ("læse i livets bog"), må jeg naturligvis også prøve at forstå det i naturen, som virker ubehageligt.

Hvordan kan Gud tillade, at små fugleunger dør af sult eller ædes af andre dyr? Det er da helt klart synd for de små fugleunger, og der er mennesker, som gør sig ihærdige anstrengelser for at lave om på naturens gang. Har Gud gjort en fejl? - eller er der en forklaring?

Fugle skal jo have noget at leve af, og de er ikke i stand til at dyrke føden selv. Deres eksistensmulighed afhænger af, om der er tilstrækkelig føde inden for deres revir, dvs. det område inden for hvilket de let kan bevæge sig uden at komme i en ødelæggende konflikt med artsfæller.

Menneskeheden ved nu af praktisk erfaring, at et område kan ødelægges ved for stærk udnyttelse, fx. overgræsning eller overfiskning.

Den enkelte fugleart kan tilsvarende ikke blive for mangfoldig uden at ødelægge sin egen eksistensmulighed. Der er derfor indbygget nogle styringsmekanismer (instinkter), som sørger for, at fuglene ikke befinder sig godt, hvis de ikke har et revir af passende størrelse. Sangfuglene markerer f.eks. deres revir ved at synge. Artsfæller kan så høre, at området er optaget.

De nye fugleunger skal udfylde de revirer, som af den ene eller anden grund er ledige. Mulighederne skal udnyttes, men der må ikke ske overfyldning. En af mekanismerne til at opnå dette er ujævn fodring af ungerne.

Fugleunger klækkes ikke samtidigt. Den ældste vil normalt være den største og vil blive fodret først, hvad der er oprørende i modstrid med menneskers retfærdigheds- og lighedstanker. Forældrene burde da sørge for at tage sig af de små svage søskende, så de kunne vokse sig store og stærke.

Den ujævne fodring af ungerne giver en fleksibel tilpasning, idet antallet af flyvefærdige unger tilpasses fødemængden. Ungerne fodres færdig een for een. Hvis der kun er mad til een unge, bliver kun den største flyvefærdig. Hvis der er mad nok til 2, vil 2 blive flyvefærdige.

Hvis vi tænkte os, at 4 unger var klækket samtidigt og blev fodret ligeligt, ville alle måske dø, hvis der reelt viste sig kun at være mad til 2. De ville være lige svagelige alle 4 og hurtigt bukke under.

Den tilsyneladende dårlige "moral" hos fugleforældrene viser sig at være hensigtsmæssig. Vi har stadig lov til at synes, at fuglelivet burde have været indrettet på en anden måde, men vi må i så fald give en anvisning på, hvordan den nødvendige regulering kan foregå. Naturens metode fungerer!

Mange mennesker ønsker ikke at blive konfronteret med sådanne problemstillinger. De foretrækker den ideelle abstraktion, hvor alle fugleunger altid overlever, og de vil spørge, hvad fugleunger i naturen har med religion at gøre.

Hertil er at svare, at menneskets situation måske svarer til fugleungernes. Livets kræfter prøver at fortælle menneskeheden, at vi ikke har løst problemet med at regulere antallet af mennesker på denne jord.

Vi har ment, at vi var kloge nok til at sætte naturkræfternes regulering ud af funktion. Hidtil har det medført en fortsat kraftig forøgelse i jordens befolkningstal. Hvad vil vi gøre ved det? Følge de hidtidige religiøse opfattelser ("gøre os jorden underdanig") eller lære at "læse i livets bog"?

© Torkil Olesen 1991, rev. aug. 97


Læsning i Livets Bog - Mit ståsted


Til start på siden




Kredsløbet

Den kendte verden ("livets bog") fungerer i utallige henseender som kredsløb. Alle kender solens daglige bevægelse (jordens rotation) og årets gang, idet jorden bevæger sig rundt om solen.

Det enkelte liv (plante-, dyre- eller menneskeliv) beskrives ofte som en cyklus (et andet ord for kredsløb), idet individet fødes, vokser, formerer sig, ældes og dør.

I de senere år er der blevet talt meget om vandets kredsløb, idet vand fordamper, fortættes til skyer, falder som regn, siver ned i grundvandet og videre ud i havene, hvorfra det igen fordamper. Der findes kun en bestemt, begrænset mængde vand på kloden, og vi er afhængige af dette vand i mange henseender.

Det samme gælder i virkeligheden for alle stoffer. Vi beskæftiger os blot kun med de stoffer, som der er risiko for at komme til at mangle, eller som vi har besvær med at slippe af med (forurening). Generelt set er vi ved at forstå, at alt genbruges i naturens store kredsløb.

Vor klode udgør et kæmpemæssigt rumskib, der bevæger sig igennem rummet medførende en begrænset mængde ressourcer. Livet har kunnet eksistere på jorden igennem årmillioner, fordi stofferne hele tiden cirkulerer i kredsløb og genbruges.

Når dette er blevet en realitet for os, er vi ved at være modne til at tænke over selve lovmæssigheden i kredsløbet. Et kredsløb afbilder vi ved en cirkel, og det er umiddelbart indlysende, at alle dele i cirklen er lige vigtige. Det er kun en cirkel, hvis alle dele er tilstede.

På samme måde er alle dele i et kredsløb lige vigtige. Det kan føles så elementært, at det er overflødigt at gøre opmærksom på det, men menneskeheden er faktisk så fikseret på vækst, at det store flertal slet ikke er i stand til at fatte, at vækst kun er en del af et kredsløb.

Alt hvad der vokser på denne klode, skal på et eller andet tidspunkt nedbrydes igen. Nedbrydelsesprocessen er nøjagtig lige så væsentlig som opbygning eller vækst.

korncirkel: evolutionary fulfillment

Vikle ind og vikle ud; indvikling/udvikling

Vi skal altså ikke skælde ud på forrådnelsesbakterierne, der ødelægger vor mad. Det er ikke "fandens værk". Bakterierne gør et absolut nødvendigt arbejde. Gud lader ikke kun kartoflerne gro på marken; Gud sørger også for, at de nedbrydes igen, når det passer ind i kredsløbet.

Den nuværende menneskehed har en meget kraftig tradition for kun at betragte vækstsiden. Traditionen går muligvis tilbage til opfindelsen af landbrug og kvægbrug. Hvordan det var tidligere, ved vi for lidt om. Man betragtede høsten og kvægtilvæksten som "gaver fra Gud eller guder".

Det har været næsten totalt uden for menneskets fatteevne, at "gaverne" kun bliver en realitet, hvis resten af kredsløbet fungerer.

Den tilsyneladende succes med at organisere landbrug, kvægdrift og senere industri har fået menneskeheden til at gå amok i en vækst"religion". Man tror, at alt kan og skal vokse. Man øger sin bedrift, bygger større, samler tilhobe, skaber stadig større organisationer og fællesmarkeder.

Det er rigtigt, at vækst er nyttig og kan fremmes, men kun indenfor grænser. I det lange løb fungerer det kun, hvis der foregår en tilsvarende nedbrydning. Naturens kredsløb fortæller os det.

Allerede Jesus antydede for os, at vækst ikke er salighed (bl.a. i lignelsen om den rige mand, der ville bygge sine lader større, luk. 12.18), men kristendommen, der påstår at bygge på Jesu forkyndelse, har ikke gjort det til noget centralt, og mange kristne har tydeligvis absolut ikke forstået budskabet.

Nu prøver universets skabende kræfter på utallige måder at få os til at indse kredsløbets lovmæssighed.

Vækst alene er ikke lykken. For megen vækst uden afbalanceret nedbrydning kan føre til, at livet på denne klode må ophøre i en periode, indtil den manglende del af kredsløbet er gennemført.

Hvis vi ikke ønsker denne klodes død, må religionerne bringes i overensstemmelse med kredsløbets lovmæssighed.

© Torkil Olesen 1991, rev. 18.7.14


Læsning i Livets Bog - Mit ståsted


Til start på siden





Gud er levende

Gud kan opfattes på utallige måder. Det forudsættes her, at Gud er nogen eller noget, der er ophav til den sanselige verden omkring os, skaberværket også kaldet "livets bog".

Gud antages her at være noget for os ufatteligt, som vi derfor bør være forsigtige med at tillægge bestemte egenskaber. Mange hævder at have fået åbenbaringer fra Gud eller om Gud, og der er nedskrevet forskellige "hellige skrifter", f.eks. biblen, der hævdes dikteret eller inspireret af Gud.

Det betragter jeg som delvis rigtigt, men med det meget stærke forbehold, at Gud er så ufattelig, at intet menneske blot tilnærmelsesvis kan forstå Gud. Hvad man ikke har forstået fuldstændigt, kan man ikke udtrykke forståeligt for andre, hvorfor jeg må betragte åbenbaringer og "hellige skrifter" som i bedste fald særdeles ufuldkomne vidnesbyrd om Gud. I værste fald kan de være totalt forfejlede og misvisende.

Endvidere kan jeg ikke forstå, at så mange mennesker bliver ved med at anvende så gamle beretninger. Hvis jeg vil vide noget om et eller andet, så vil jeg da helst have så friske oplysninger som muligt. Jeg forstår ikke, at man lader sig nøje med årtusindgamle breve, der er skrevet i situationer, som er helt forskellige fra nutiden.

Jeg går ud fra, at Gud er levende. I modsat fald ville det jo kun have historisk interesse at beskæftige sig med Gud! - Reel betydning har Gud kun, hvis der er tale om noget, der virker her og nu.

Denne forståelse er samtidig nøglen til løsning af spørgsmålet om, hvor der findes nutidige vidnesbyrd om Gud. - Det findes selvfølgelig allevegne, hvor Gud virker. Gud afspejles overalt i skaberværket. Derfor kan Jesus sige: "Søg, så skal I finde" (Luk. 11,9), uden anvisning på hvor eller hvordan der skal søges.

Gud afspejles overalt, og den eneste måde man kan undgå at finde vidnesbyrd om Gud er ved at undlade at søge!

Man kan foretage masser af såkaldte "overspringshandlinger" (brugt i dyrepsykologien f.eks. om haner, der pikker i jorden i stedet for at angribe hinanden; det betyder, at man går uden om som "katten om den varme grød"). Jeg betragter det faktisk som en slags - måske ubevidst - flugt ind i noget ufarligt kun at ville beskæftige sig med de gamle historiske beretninger om Gud.

Gud er noget levende, der virker her og nu. Gud giver sig tilkende på utallige måder overalt og for alle og enhver. De allerfleste mennesker er blot totalt vænnet af med at være opmærksom på det.

Hvordan skulle det næsten kunne være anderledes i en kultur, hvor de førende religioner har banket ind i menneskene fra barnsben, at kun det førende præsteskab er i stand til at tolke budskaberne fra Gud. Med til tider hårdhændet magt er der søgt skabt et monopol på at formidle kontakten til Gud og nådegaverne fra Gud.

Hvor forskelligt fra Jesu ord: "søg, så skal I finde" !

Det er nødvendigt at lære at rive sig løs af den kolossale autoritære jordiske menneskemagt, som har forhindret masser af mennesker i at få en personlig, selvstændig oplevelse af Guds virke.

Det kan godt være svært, men med små skridt ad gangen kan det lykkes. Prøv at begynde at sanse selv i den nutidige verden omkring dig i stedet for at kikke i støvede bøger !

Gud er levende ude og inde, oppe og nede, i højden og i dybet!


Må gengives med kildeangivelse
© Torkil Olesen 1991, overført til html okt. 1997, rev. 12.7.15

Læsning i Livets Bog - Mit ståsted

Til start på siden

Opdateret 07/06/2017

Besøg  
105201